Velkommen til Nørrevang 30, som fremstår charmerende og indflytningsklar. Ejendommen ligger på en stille vej, tæt på skoven, og tæt på stisystemer til Nordbyen med daginstitution, skole og indkøbsmuligheder, samt få minutter til midtbyen og alle dens butikker, restauranter, cafeer og kulturelle tilbud.

Denne charmerende ejendom på 152 m2, i moderne stil, ligger på en 627 m2 grund med flere terrasser og smuk og velholdt have. I den fine entré er pladsen under trappen til 1. salen, udnyttet til et fint lille gæstetoilet. Fra entréen træder man ind i husets 2 opholdsstuer med stuk, rosetter, trægulve og den ene af stuerne med brændeovn. Herfra træder man ind i tilbygningen fra 2005 som rummer et køkken-alrum med køkken fra Biga, gulvvarme, loft til kip, 2 ovenlysvinduer og udgang til haven. I tilbygningen er ligeledes endnu en entré som har gulvvarme og flisegulv. Herfra kan du tilgå stueetagens værelse som ligger i den ældre del af huset. Det sidste rum i tilbygningen er husets badeværelse med gulvvarme, flisegulv, toilet, vask, masser af skabe og plads til vaskesøjle. På 1. salen er der repos med trægulv. Gæste-/børneværelse med trægulv. Gennemgangsværelse med trægulv. Kontor med trægulv (der har tidligere været dør i indtil kontoret). Stort soveværelse med trægulve og indbyggede skabe.

Ejendommen er oprindeligt opført i 1925 og løbende renoveret med bl.a. tag på den oprindelige del af huset fra 2013, karnap og skorsten restaureret i 2013, tilbygning med køkken-alrum, entré og bad fra 2005, omfugning af den oprindelige del af huset i 2005, efter hulmursisoleret i den oprindelige del af huset for cirka 3 år siden samt efterisoleret under gulvet i den oprindelige del af huset for cirka 5 år siden.